Back on track.....

Af kedsommelige årsager som jeg ikke skal trætte jer med, har Cassius' blog ligget stille i hele to måneder - nu er vi tilbage!

Selvom bloggen har ligget stille, så har Cassius bestemt ikke!

Tiden er gået og vi nærmer os faktisk hans første fødselsdag. Det er mystisk at tænke på, at tiden er gået så hurtigt og at vi nu har en hund, der ikke længere kan kaldes en hvalp. Det gør vi nu alligevel :o).

Da jeg skrev sidste gang i maj måned, stod vi for at skulle til Jelling, hvor vi havde fået en dejlig tjans som hundevagt.

Det var en rigtig god oplevelse! Vores udgangspunkt for den lille ti måneder gamle hund var jo, at han skulle med for at få en god socialiserende oplevelse, og det fik han. Han mødte mennesker i alle former og afskygninger, fulde, ædru, glade, mindre glade, interesserede, ikke-interesserede. Han oplevede at gå imellem forholdsvis tætte grupper af mennesker, noglegange med kropskontakt.

Han var fuldstændig upåvirket af disse oplevelser. Han hyggede sig med teenagepiger, der bare MÅTTE kæle med ham - han var hundelejrens scorehund... Jooo... Tim var i godt selskab ;o)

Også vi havde en rigtig god oplevelse i Jelling... Vi spiste og spiste og spiste... Sjældent har jeg dog fået så meget mad på så kort tid. Og god mad!

Der var godt selskab, god musik og masser af hunde. Vejret var i orden - varmt om dagen, køligt om aftenen, hamrende koldt om natten og tilpas om formiddagen :o)

Vagterne var til at overkomme - vi havde to timer ad gangen to gange om dagen - og en nattevagt. (Den var til gengæld lang og kedelig).

Vi fik gået nogle kilometer og ligeså gjorde alle hundene...

Vi var i den fulde overbevisning at alle disse oplevelser, som den lille hund havde haft i de fem dage, vi var afsted, måtte gøre ham træt og udmattet. Det var vi!!

Der tog vi fejl - da vi kom hjem, var hunden glad og veloplagt... Vi kæmpede for at holde os oppe :o)

Ak ja - vi havde glemt, at Cassius er Cassius... Der skal meget til at få ham ned med nakken :o)

Nå - tilbage til nutiden.

Der er gået to måneder, og Cassius har selvfølgelig udviklet sig på den tid. Han er lige nu i gang med en gigantisk kønsmodningsfase, som viser sig på mange løjerlige måder. En tydelig er, at han nu er begyndt at lette ben og at afmærke territorie... aldrig før har han haft næsen så meget i jorden, når vi går steder, hvor der også kommer andre hunde. Og så strinter han ellers et par gange eller tre for hver tiende meter, han går :o).

Cassius er nu til damer!!

Vi mærker det ligeledes på hans humør - han er rigtig teenager for tiden, er lidt mere irriterende end han plejer at være. Nogle af de gamle unoder vender tilbage, men vores fornemmelse er klart, at det er midlertidigt. Det har vi prøvet et par gange nu.

Og jow - vores hund ER irriterende :o)

Men også skøn og dejlig ;o)

Hans kønsmodningsfase har Tim i øvrigt kunnet mærke en smule til træning.... Det kniber med lydigheden i disse uger og vi er ikke i tvivl om, at det ikke er tid til ny indlæring lige nu.

Generelt til træning går det som sædvanligt fremragende. Tim får mere og mere styr på apporten, som Cassius nu accepteret og gerne vil holde fast i. Næste projekt er at få ham til at komme direkte til Tim - det arbejdes der på... Her må betales for gamle fejltagelser :o)

Lineføring og fri ved fod går også fint - men selvfølgelig er der lidt at arbejde på. Cassius trykker en del, og kan godt svæve lidt i opmærksomheden, hvis der er langt mellem belønningerne.

Driften, som til gengæld har været lidt svag i lydighed er nu rigtig god - og det kan ses, når de går. Cassius går som en hest i dressur... Det ser dejligt ud.

Forsvarsarbejdet går også bare derudaf. Cassius er for få uger siden kommet i ærme for første gang og det er bare gået forrygende. Ingen slinger i valsen der.

Lige for tiden er der fokus på standhals og de arbejder sig langsomt tættere og tættere på figuranten. Og så skal der nu kobles mere lydighed på. Hidtil har dæk og slip været de eneste kommandoer, men nu skal plads og sit også med. Det skal nok gå - Cassius vil gøre hvad som helst for at få det ærme ;o).

Samlet set trænes standhals uden for skjul, snart standhals op ad skjul (ikke inden i), almindeligt bytte-bid, flugt og trængning med stok og så de små lydighedsmomenter i gruppe C. Og så træner de selvfølgelig rondering om skjul (uden figuranten).

Jeg synes som sædvanligt det er fantastisk! Han er i mine øjne som født til det arbejde.

Sporet - jaaa... joooo - hunden kan sagtens... Men vi træner det for lidt.

Udfordringen for tiden er at få ham ned i hastighed og op i koncentration. Han har fået for meget hjælp og sporene har været for komfortable for ham, så nu bakker vi lige baglæns og giver ham lidt at lave. Han får nogle lange driftspor, med meget varierende afstand mellem gufferne. Så må vi se, hvad det bringer med sig.

Alt i alt kører det for ham hvad angår træning - men lydigheden herhjemme, den kniber det med!

Tænk engang - for anden gang har vi formået at opfostre en hund uden at lære den at gå ordentligt i snor og tage ordentligt imod gæster.

Det er piiinligt! Vi forsvorede, at vi ville prøve det en gang til, men her er vi så.

Det er synd for hunden, at vi ikke har vist ham rigtigt på vej, for nu er det slidsomt også for ham.

Han trækker så meget i snoren, at jeg dårligt kan holde ham. Derfor er der nu sat nul-tolerance på. Hver gang linen er strakt sker der ingen ting. Når han slækker den, går vi igen. Det tager tid, og det trækker tænder ud - og en gåtur kan vare meget længe. Men vi SKAL have styr på det.

Når vi får gæster er han så begejstret, at han slet ikke kan styre sit handicap. Han er vild i varmen og vist meget skræmmende at være sammen med i al sin glæde.

Nu kommer han i snor og bliver ignoreret fuldstændig af vores gæster. Og så belønning for god adfærd.

Det er til gengæld lidt mindre slidsomt og her er jeg meget fortrøstningsfuld - han viser fremgang ;o)

Ellers er han generelt blevet rigtig fin at være sammen med. De fleste af hvalpeunoderne er efterhånden tappet af ham og der er nu de ting tilbage, der generelt bare gør ham til en charmerende frækkert.... Og sådan vil vi gerne have hund.

Vi kan konstatere, at han ligner sin mor på mange områder. Nogle af noderne og unoderne er så ens, at vi simpelthen må benoves over de stærke gener hun har givet videre. Og ikke nok med det, flere af dem kan føres tilbage til mormoderen... Jeg anede ikke, at adfærd i den grad var arveligt... Troede faktisk, at miljøet var vigtigst, men forstår nu, at sådan er det ikke! Deres fællestræk er simpelthen slående helt ned i detaljen.

Når vi nu er ved familien skal jeg da ikke glemme at nævne, at mor Vera er blevet parret - der er nu forhåbentlig hvalpe på vej.

Kig ind her: http://www.kennelasbis.dk/ - hvis du er nysgerrig ;o)