Når bogfinkerne får overskæg...

Det er altså sjovt at se det første år af en hunds liv. At introducere dem for helt nye ting efterhånden som lejligheden byder sig, er noget af det bedste, man kan forestille sig, når man har fået en hvalp.
Man skal lære den at kende, og det tager lang tid - mindst det første år, hvor der hele tiden er nye årstidsafhængige dagligdagsting, som hunden aldrig før har stiftet bekendtskab med.

Grillen, bål i haven, vandslangen, badning i havet, timers ophold i haven - og så dyrelivet, der er i fuld gang med det helt store formeringsritual lige nu. Med alt, hvad der dertil hører af lyde, lugte og bevægelse.

Der sker en masse - og der gør der også med Cassius. Et kig tilbage i hukommelsen og ikke mindst bloggen her, minder os om alt det, vi indtil nu har haft af udfordringer og glæder efter Cassius blev født, og kom hjem til os.
Nogle af udfordringerne har været omkring renlighed - det tog lang tid inden Cassius fandt ud af, at haven og græsplænen var et mere passende toilet i forhold til vores spisestuegulv. 4 måneder tog det helt præcist - han var 6 måneder sidste gang, vi måtte tørre op efter et uheld.
Den største udfordring, især jeg har haft, har været spørgsmålet om, hvem der bestemmer. Den sidste konflikt i den forbindelse havde vi for en måned siden - vi betragter faktisk den kamp for værende forbi nu. Han har ikke vist nogen tegn på at udfordre mig siden - han har været en englebasse. (Sørme et pænt ord for en lille fræk og nysgerrig teenage-hund, der har fuld knald på ;o) )
Endnu en udfordring er Cassius´ forkærlighed for sine egne efterladenskaber. Tjaaa, problemet er ikke helt løst endnu, men er aftaget så kraftigt, at vi kan leve med det. Selvom vi helst helt ville være den grimme uvane foruden, så må vi tilsyneladende acceptere, at det sker en sjælden gang i mellem. Det går nok også...
Endnu en, som vi ikke helt har fået en optimal løsning på er Cassius og kattene. Lad os bare kalde en spade for en spade. Cassius elsker at jage dem. Haven betragter han helt og holdent som sin ejendom, og alt, der bevæger sig inden for matriklen er at betegne som et potentielt måltid. Således også kattene - og vipstjerterne, som han også har kastet sin "kærlighed" på. Cassius har en veludviklet byttedrift, som vi er rigtig glade for, når han træner, men som sørme kunne være rar at efterlade på træningspladsen en gang imellem. Et venskabeligt forhold mellem katte og hunde, må vi hermed betragte som en illusion..... Pyt - sådan var det også med gamle Meck ;o)

Således en lille opsamling på nogen af de ting, jeg har haft nævnt med jævne mellemrum her på bloggen...

Livet lige nu er præget af forår og det gode vejr. Vi er meget i haven og Cassius nyder at spille bold og lege med pind - han kunne gøre det døgnet rundt, hvis vi gad. Og dog - for en skøn egenskab bliver tydeligere og tydeligere for os hele tiden. Cassius kan virkelig have fluer i hovedet nogen gange, men sørme, om han ikke kan få dem til at fise ud også. Han har en fantastisk evne til at falde til ro - selv efter han lige har leget vildt og lige har været helt oppe at køre. Stopper vi legen, falder han bare ned igen.... Det er jeg altså forundret over, at en lille hormonbefængt teenage-hanhund kan.

Det nyeste hit i haven er vandslangen - et fuldstændig fantastisk legeredskab i Cassius´ øjne. Og kommer der ikke vand ud af pistolen for enden af vandslangen, så sørger han da bare for, at der kommer vand ud et andet sted på slangen. Man er vel selvhjulpen!!! Og de der nye fine hvide bisser kan vel bruges til andet end bidestyret, når det nu er blevet forbudt at hapse i mors deller....
Så kan vi lære, at holde øje med vores hund, og i øvrigt rydde ordentligt op efter os ;o)

Ligesom naturen har fået forårsfornemmelser, så har Tim også.... Og nej, jeg lover, at bloggen ikke kommer til at handle mere detaljeret om de tidligere nævnte formeringsritualer, men derimod det pludseligt opståede behov for at være udenfor, og at få justeret lidt på de farver og former, som vinteren byder vores menneskelige korpus. Tim venter utålmodigt på, at Cassius bliver så gammel, at han kan begynde at løbetræne med ham. Sandsynligvis begynder han snart at indlægge lidt hygge-trav i gåturene her i omegnen og således starte i det små. Det vil ganske givet være sundt for både hundens og mandens kondition - begge efterlader en anelse at ønske for tiden. (Også for moderens, men det er vist en håbløs mission).

Og når vi er ved det - Cassius er på slankekur... Ak ja, det kan ske for selv den bedste. Han har levet lidt for godt - han er et madøre og siger aldrig nej tak til et måltid. Vi har været en smule for gavmilde med foderet. Resultatet af vores udtrykte kærlighed til kræet er, at han er lidt gumpetung i enden og den førnævnte kondition kunne have været bedre.
Da han tilsyneladende velvilligt tager på, har vi nu besluttet at gå fra hvalpefoder til voksenfoder. Det er et forsøg - og det er da sandsynligt at lidt af konditionsmanglen kan hænge sammen med foderskift. Det får vi se i fremtiden. Indtil videre taber han sig helt efter bogen - med en forhåbentlig snarlig afsmittende effekt på træningsbanen.


Og lad os da bare blive hængende lidt ved træningen - som sædvanligt synes jeg det går forrygende. Tim har fået nogle personlige udfordringer, som trækker lidt tænder ud. Man tænker måske, at det at træne hund ikke er den store fysiske udfordring for en forholdsvis fit mand, men der tager man fejl. Der skal altså arbejdes for sagen.
Tidens fokus er på drift. Cassius gør det fantastisk godt - og det er der heldigvis andre end hans mor, der kan se. Og fordi, det går så godt, så kan man jo ligeså godt stræbe efter det perfekte. Det perfekte kræver mere liv, mere fart, mere spænding, når der trænes. Og skal der mere fart på hunden, så skal der også mere fart på hundeføreren. Hans opgave for tiden er at opbygge hurtighed, smidighed, kondition og afvekslende bevægemønstre. Faktisk fuldstændig lig hundens opgaver.
Det giver sved på panden, men også en tilfredstillelse - Tim er glad for at bruge sin krop, og her har han og Cassius sammen fået en fantastisk sjov udfordring. For de er glade - begge to.
Bidearbejdet går også over al forventning. Cassius' evne til at tøjle fluerne i hovedet skinner tydeligt igennem i C-arbejdet. Det ene øjeblik er han tændt helt op, det næste er han spændt, men fuldstændig rolig. Der trænes med fokus på lydighed - udfordringen for tiden er slipkommandoen, som Cassius ikke er helt sikker på, at han er dus med. Det skal nok komme, det ser ihvertfald godt ud.
Sporarbejde...... Tjaaa... Jeg tror faktisk vi kan sige, at det ser rigtig godt ud set i forhold til den mængde energi, vi har lagt i det. Desværre går vi ikke så meget spor for tiden. Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor - tiden bliver tilsyneladende udfyldt med andre ting for tiden. Jeg er dog fuldstændig fortrøstningsfuld. Hunden har det i sig, der skal bare arbejdes med det. Kommer tid.....

Lige nu nyder vi foråret. Vi samler op på de sidste ni måneders begivenheder og konstaterer, at de forandringer det har gjort i vores liv, at vi har fået Cassius er meget tilfredsstillende. Vi har fået en hobby, vi ikke anede vi havde interesse for, vi har mødt dejlige mennesker, fået nye venskaber og har fået udfyldt vores hverdag på en helt ny og givende måde.

Da jeg sidste år så på, at bogfinkerne fik deres overskæg, var det med sorg i hjertet, for jeg vidste, at jeg ville miste min elskede gamle Meck. Jeg vidste godt, at til næste år, var det ikke hans pels de små fugleunger skulle holde sig varme i. Det gør stadig ondt i hjertet, for en hund man har gennem mange år kommer under huden - den bliver en del af en.
Nu kan jeg mærke, at der kan være plads til to i hjertet - Cassius er på vej derind. Ind til Meck, der vil være der til tid og evighed. Nu kan de være der der sammen.....

Skønne Meck: