Missioner!

Der var en engang en god ven, der sagde til mig: Rigtige mænd har projekter!
Med det i mente, vil jeg se på min hund - liiige knap otte måneder gammel, men alligevel - ifølge ovenstående definition - en rigtig mand!!!

Cassius har nemlig projekter!
Nogle af de vigtige:

At sørge for, at mor og far lukker døren til badeværelset. Metode: Gå ud til toilettet, drik til der er tømt ud og efterlad det halve på bræt og gulv....

At få træner-figurant-jakob med hjem til fri afbenyttelse. (Måske det kan kaldes Mission Impossible, men prøve kan man da!!! )

At holde mor med flis til haven. Metode: Find alle de gamle og let rådne pinde længst inde i skoven, flæns dem med bisserne og fordel dem på græsplænen.

At holde bier, hvepse og humlebier ude af haven - missionen kan ikke betragtes som fuldendt, hvis bare én blomst er bestøvet!!!

Ja - det er forår!!!

Cassius ser for første gang mystiske grønne dimser med gule - endnu mere mystiske - dimser for enden. Hvad de skal bruges til, ved han tydeligvis ikke, men han ynder at trampe på dem... Eller gnaske lidt i dem.
Jeg kan tydeligt se for mig, at som foråret og sommen viser sin mangfoldighed, så har Cassius vundet sig en del projekter mere, hvis alle blomsterne i bedet skal maltrakteres.... Påskeliljernes skæbne....


Nå - noget helt andet.
Jeg er ikke klar over, om jeg har nævnt det her før, men Cassius har faktisk altid opført sig lidt mystisk omkring andre hunde - specielt ikke-schæfere. Ikke noget med at puste sig op, mere noget med ikke rigtig at vide, hvad han skulle med dem. Han har altid synes de var interessant på afstand, men når han endelig er kommet tæt på, så har han bare stået og kigget - helt bogstaveligt. Når han virkelig har givet den gas, så har han løbet ved siden af den anden hund, men aldrig rigtig snakket....
MEN SÅ -
var vi en tur på Sjælland - tre skønne dage i sommerhus, familie- og vennebesøg, og så den obligatoriske gåtur med min brors rottweiler-Sct.Bernhard blanding. Tænk en gang - efter de første minutters ynkelige piben og temmelig vattede kasten sig på jorden for den ellers meget godmodige Sif - så gav han sig sørme til at lege!!!
HURRAAA!
Vi troede faktisk, vi havde fået en lille små-racist, der kunne ville lege med sine egne. Vi kan godt lide, når vores vaps er omgængelig og kan have det sjovt med andre hunde, så vi blev rigtig glade for Sif's socialiserende væsen.
Cassius' ilddåb stod så i går, hvor han var til et lidt større hundetræf. Først var han ude at gå tur med en dejlig hund, som han har mødt før, nemlig Cato, som er en skøn schæfer (grå)-labradorblanding. Og i modsætning til sidste gang, de mødtes, så legede de sørme også denne gang... SKØNT!



Lidt senere blev de to drenge forenet med et par damer - en lille sød Dansk/Svensk gårdhund, Mallie, og en dejlig sort labrador, Tasja.
Og sørme om det ikke gik rigtig godt - Cassius syntes godt nok at Tasja var lidt af en rappenskralde, som han foretrak at holde sig lidt på afstand fra, men ellers var det fryd og gammen....
Og det var det også for Cassius' mor, der i dag har haft en yderst fredelig hund!

Træningen - ja efter mit hovede går det strålende! Tim har taget til sig, at det skal være sjovt for hunden at træne, så han har virkelig sat gang i gaden... Cassius elsker det! Han bevæger sig ganske anderledes, når Tim er lidt sjovere at være sammen med. Han er tændt, opmærksom, og gør, hvad der skal gøres...
DET er mors hund ;o)
Apportbukken er stadig en udfordring - Cassius vil meget gerne slippe den, når han kommer tæt på Tim... der arbejdes med sagen. Jeg er dog ganske fortrøstningsfuld. For det første er han rigtig godt med helt generelt, for det andet ved jeg, at han er lærenem, og for det tredje har jeg hørt her og der, at apportbukken faktisk kan volde lidt besvær for selv erfarne hundeførere...
Bidearbejdet - Uha, det er vores stolthed... Han klarer sig ganske glimrende den lille hund. Får ros for sit arbejde, som han ikke bare gør godt, men også elsker højt. Endnu en gang mors hund ;o)
Sporet - jeg tror faktisk det går ok. I betragtning af, at intet haster mere end det jager, så synes jeg faktisk at det er ganske fint, det han gør. Den største udfordring er for Tim at finde balancen mellem længde, godbider og sværhedsgrad. Hunden gør stort set som han skal, det er føreren, der laver lidt fodfejl her og der..... Som vi meget hurtigt lærte, så ligger man som man har redt, når det gælder hundetræning - både på godt og ondt :o)

Til sidst skal vores kreds lige ha' hvad den fortjener - eller rettere, menneskene i den.
For vi er benovede og helt afsindigt glade for den store hjælp og opbakning, vi får i den klub! Det er en fantastisk oplevelse.
Både når det gælder trænere og de øvrige medlemmer, så mærker vi en hjælpsomhed, som jeg synes er sjælden.
Det er dygtige mennesker, som er villige til at give en masse af deres viden fra sig - og bestemt heller ikke står tilbage for den praktiske hjælp, når det er nødvendigt.
At låne, at bytte, at handle.... Tusind tak skal I have! Det gør det både lettere og sjovere at træne hund i kreds 9!