Sikke et hundeliv!

Puha, jeg tror, det er hårdt at være hvalp af C-kuldet lige nu. De er meget hårde ved hinanden - opfører sig som nogle værre børster! Der bliver bestemt ikke lagt nogen poter imellem og deres angreb på hinanden bliver voldsommere og voldsommere. Vera trasker lidt rundt mellem dem og regulerer lidt, når hun kan komme til det - opfører sig i det hele taget som en rolig og overbærende hundemor, der sætter grænserne, når det er nødvendigt - ikke før, ikke efter.

Hvalpene bider i hinanden, i næserne, i halerne, i poterne på siden, på ryggen - allevegne. Og de bider hårdt! Det, der så er påfaldende - og rigtig dejligt - er, at de alle er lige gode om det. Der er ingen ofre i gruppen - eller rettere - de er alle ofre ;o)
Dog kan man bemærke, at de opfører sig lidt forskelligt kønnene i mellem - tæverne gør meget, knurrer og vrisser. Hannerne siger ikke så meget, men bider virkelig fra sig. De knurrer først, når de virkelig er generet. Og her kunne man så indskyde en bemærkning om den lille forskel - om disse egenskaber måske kunne bredes ud over andre dyrearter end hunde - men det skal jeg lade stå fuldstændig uafklaret - selvom jeg har opdaget de sigende blikke, der udveksles mellem Thomas og Tim, når tæverne går til den ;o)

Et lille kig på de skønne damer:

Hvalpenes fysiske udvikling faldt mig lige i øjnene, da vi kom på besøget i går. Der var da kun gået tre dage siden det sidste hurtige besøg, men hundene havde forandret sig en hel del. De er blevet påfaldende langbenede, har fået mere talje og lidt mindre rund hvalpemave. Og så er de begyndt at trave - indtil nu har de faktisk kun gået eller lavet et mystisk løb, der indebar at begge forben var fremme på samme tid og ligså bagbenene. Joo... der sker noget ;o)

Vi nærmer os stille og roligt dagen, hvor Cassius skal med hjem - det bliver så også dagen, hvor vi ikke længere skal gå uden sutsko indendøre. Og dagen, hvor vi med sikkerhed bliver opmærksomme på alle ting, der kan findes i højden fra gulvet og 70 cm op. Hvor vi finder ud af, hvor skønt det er at sove om natten, og hvor koldt det er en efterårsmorgen. Og hvor stor vores have er, når man barfodet om morgenen har lusket sig til at blive stående på indersiden af havedøren - lidt for længe.... Ja, vi har mange glæder os hundeentusiaster - men for søren, der er ikke noget, der kan opveje alle de fordele de skønne væsner giver i vores liv... Så vi glæder os - mere og mere for hver dag der går.

Næste besøg bliver mandag efter et smut i Odense. Og med den fart terroristerne udvikler sig i, så er der garanteret sket nyt allerede der.... Skønt ;o)