Aws!

Efter en venlig henstilling om en lidt kedelig stilstand her på bloggen må jeg jo nok i gang.... So here goes...

Selvom der har været stilstand her, så har der ikke i lille Cassius' liv...

Nogen ting er selvfølgelig helt som de plejer - han gumler stadig sine varme efterladenskaber, når han kan snige sig til det, han griser stadig vores gulv til - og seng - og han gider stadig ikke at gå ud i regnvejr.

Men - han har nydt hver en dag med godt vejr. Han tager sig nogle gevaldige ture i haven, hvor han finder små kødben, kaster dem op i luften og flygter væk i fuld galop - væk fra den faretruende dims, der nu angriber ham fra oven... Fuld knald på, mindre kan ikke gøre det... Sådan hygger han sig hver dag, med undtagelse af de slemme dage med nedbør. Der vælger han i stedet, at drive sin mor til vanvid. (Og nogle gange også sin far).

Og vanvid - ja det prøver vi så en gang til.
Cassius har nemlig efter en måneds tid med ro og fred, genoptaget sin kamp for rettigheder i huset... Kønshormonerne vælter rundt i kroppen på ham, og i den sidste uge eller to har han godt nok været oppe på dupperne..
Denne gang er det ikke kun mig, han forsøger at udfordre - også Tim mærker lidt til den unge mands knokleri for at få sin vilje...

Han bjæffer, han piber sådan lidt irriteret, han puffer lidt for at få opmærksomhed... Får han den ikke, gør han det altsammen en gang til, bare lidt højere. Bliver han ikke hørt, tager han de små for-bisser i brug. Finder den bedste delle der er til rådighed, og napser i den - og springer tilbage... Logrende, for nu har han fået opmærksomhed.... GRRRR.... irriterende... Det er sørme svært at ignorere sådan et niv i sin bedste delle....
Og som han kunne gøre for en måned siden, sådan kan han også nu - nemlig drive os så meget til vanvid, at han må uden for døren for at alle kan falde til ro. Det er så lidt mindre VUPTI end det var dengang, for han vejer lige omkring de 30 kg nu... Han er ærligt talt lidt tung at slæbe på, og det er nødvendigt en gang i mellem. Han har skam lugtet lunten - han ved, hvornår han bliver smidt ud, og det gør han ikke frivilligt den lille lømmel....

Nå - det var så tidens udfordring - tidens fornøjelser ligger i at han også viser sit kærlige væsen - han vil så gerne sidde på skødet. Og han forstår ikke, at der ikke er plads til en 30 kilos schæferhund på to menneskelår. Han må så nøjes med at have forbenene på skødet, så han kan se sig omkring og give et enkelt kys eller to, når det lige falder for... Hele bagkroppen logrer samtidig og på en måde, der mere ligner en jubelglad labrador end en cool schæfer på hele 6½ måned.
Det hænder forresten, at han ikke behøver et par menneskelår til den manøvre - han hopper bare op på en kontorstol med forbenene, bevæger sig rundt med bagbenene samtidig med, at ørene ligger ned langs ryggen og halen logrer som vanvittig.... Gad vide hvorfor han har fået fire ben, når han nu klarer sig så glimrende med to???

A propro to ben - Cassius er meget glad for mennesker, og han viser med gerne sin begejstring. En begejstring, der oftest foregår på to ben...
Lad mig bare sige, at damen, der kom med pakkepost ikke var ligeså begejstret for hans poter på sin trøje, som han var for at sætte dem der.... UUUPS - ikke alle er lige glade for super-legesyge schæfere.

Åhh, jo - da vi købte Cassius snakkede vi jo en del med Thomas og Birgit om det at have sådan en hundehvalp og de glæder og udfordringer det fører med sig. De mindede os også om, at vi ikke skulle miste modet, når hunden omkring 6 månedersalderen pludselig begynder at glemme alt det gode, den har lært.
Og jow - her er vi nu... Cassius har fået selektiv hørelse. Han hører præcis det, han gerne vil høre. Som regel virker ørene fint når det indebærer noget med ting, der kan spises. Tilgengæld er der lidt knas med modtagelsen, når det drejer sig om at skulle have line på efter en god gåtur. Når der skal kastes pinde er der derimod ikke nogle problemer med hørelsen - men der får han pludselig nogle problemer med at gå. Han går ganske enkelt i stå en 4-5 meter fra den, der gerne vil have den pind, han har i munden... Han ÆÆÆÆLSKER fangelege.... Og vi er en smule trætte af dem ;o)
Men - Thomas og Birgit sagde også, at det går over igen - og det holder vi dem op på! ;o)

Træningen - jaaa... Tim siger, at der er lidt udfordringer for tiden. Cassius er lidt ukoncentreret og Tim mener, at det er en blanding mellem hundens hormonangreb og Tims egen manglende evne til at fjolle og gøre sig super-interessant når de træner.
Dog synes jeg stadig, det ser rigtig godt ud. Lineføringen er rigtig god, når Tim varierer gangen og retningen lidt - det fanger nemlig Cassius' opmærksomhed.
De er netop begyndt på at træne apportering og er startet op med at få Cassius til at synes, at apportbukken bare er det bedste i hele verden... Det går fint, han har fanget, at den er sjov at lege med.
Gruppe C - bidetræningen går over al forventning. Cassius er gået over til at bruge bidestyr, som der er lidt mere gods i end fiskestangen med skind. Han har været lidt tilbageholden med at give hals, men det bliver bedre og bedre - han er vild med styret og bjæffer nu fint, når han bliver teaset med træningspladsens bedste legetøj. Han får ros for hans bid, han tager fat helt som han skal - herligt!