1. kritiske periode ved at være slut...

Og jeg ånder lidt lettet op - for nu!
Når jeg skriver, at den er ved at være slut, betyder det ikke, at Cassius nu er mild og blid som et lam, men mere at det værste dominans-krudt er ved at være aftaget. Han er stadig fræk, bider stadig, men viser tydelige tegn på, at han trods alt ikke sidder højst på tronstolen. I denne omgang ser det ud til, at han har accepteret en fin tredjeplads.
Han udviser alle de rigtige tegn, når jeg er sammen med ham - han har konstant fokus på mig, følger mig i tykt og tyndt. Han logrer, når jeg snakker til ham, lægger ørene ned, når jeg kommer hen til ham. Han er meget glad for sin mor, det er der ingen tvivl om, meeeeen.... undlader nu ikke at prøve en liiiille smule - bare lige lidt ;o)
Jeg er dog ikke så frustreret mere, og den ro jeg har fået smitter helt tydeligt af på hunden.

Nu glæder jeg mig til det, der på papiret hedder "Den rolige periode"... Tjaaa... Lad os nu se... Jeg tvivler på, at Cassius nogensinde får en rolig periode :oD
Hans nye store passion er køkkenbordet - eller rettere, alt man kan hoppe op på. Han tjekker mange gange om dagen, om der skulle ligger en god guffer eller to på køkkenbordet og afsøger i det hele taget højereliggende områder for hvad som helst, der burde kunne nedsvælges. Vi er så i samme moment i fuld gang med at lære ham, hvad NED betyder... Pudsigt nok er han ikke nær så lærevillig her, som på træningsbanen når farmand har hånden fuld af lumre ø-pølser ;o)

A pro pro træningsbanen. Det går over al forventning. Han er SÅ god! Og han synes, det er det sjoveste i hele verden. Far er en helt og træningsbolden er den ultimative gave. Vi synes så til gengæld, at det er en gave at hunden er så arbejdsvillig, og jeg tror faktisk, at vi skal passe på ikke at forlange alt for meget af den lille vapper. Hverken Tim eller jeg har trænet på denne måde før, så det er rædsomt svært at vurdere, om det går for stærkt. Han har dog ikke vist nogen som helst tegn på, at han bliver træt af det - og det skulle han helst heller ikke.
Nu er der juleferie i kreds 9, så nye input kommer der ikke før i det nye år. Det betyder at Tim og Cassius kan hygge sig med alt det, de allerede har lært. Og det, som også er aflært igen... Jeg har lavet en up'ser - jeg har leget med hunden ved at løbe efter ham, når han har legeting i munden... Ikke så heldigt, Tim bliver nu nødt til at starte forfra med fremadsendelse fordi den unge mand ikke er specielt motiveret for at vende tilbage med "byttet"...
Og så vil jeg forresten lige snige en cadau ind til Tim, for jeg synes han klarer det fantastisk. Han har aldrig interesseret sig synderligt for hundetræning, men det her gør han bare rigtig godt! Selvom jeg godt nok er inhabil i sagen, så synes jeg altså han har et naturtalent, som hidtil har været uopdaget - og det er med stor fryd at jeg ser, at han også nyder træningen stort.

Og så en lille update på forholdet mellem Cassius og misserne: Lad os bare sige, at Cassius har en veludviklet byttedrift og kattene er mindst ligeså lækre som bideskindet på træningsbanen. Samtidig har Cassius nu inddraget hele haven som sit territorie og sørger for, at kattene ikke tror, de er noget. (Her er Cassius nok lidt naiv, for jeg er ret sikker på, at han nødig vil møde kattene face-to-face).
Resultatet er, at hvis kattene og hunden er i haven samtidig, så er kattene i mindst 4 meters højde og hunden periodisk flyvende. - Og meget larmende, ikke mindst.
Kattene er til gengæld vældig cool - jeg tror vi kan drage fordel af, at gamle Meck nok har lært kattene, at det heller ikke er værre... De er her ihvertfald allesammen endnu.

Når det kommer til bilkørsel er Cassius en ren engel. Han er superglad for sin kasse hopper meget velvilligt ind og ud af den. Når han er der, så ligger han helt stille og roligt - siger ikke en lyd, hviler sig bare.
Vi har faktisk været vældig krævende overfor ham, med lange køreture og ophold i den kasse. Han har ligget der en del timer i træk - kun afbrudt af små lufteture, og alligevel er den et totalt hit for ham. Jeg tror det er en egenskab, der er direkte nedarvet fra hans mor, Vera, som opfører sig fuldstændig ligesådan. Det er altså super!! Her er det os, der skal huske at sætte grænserne, for han accepterer bare tingenes tilstand uden at kny.

Noget som han tilgengæld er faldet lidt af på er hans kontakt med andre hunde. Han leger sjældent med andre hunde, og han er begyndt at blive hidsig, når vi møder nogen, som han ikke får lov at komme tæt på.
Jeg tror, han mangler lidt hunde-socialisering nu, så jeg håber på, at julen måske kan bringe lidt hundeleg. Vi skal ihvertfald gøre vores for at gøre noget ved den sag.

Så jeg kan som sædvanligt konkludere, at meget kører på skinner og noget halter bagefter. Dermed er alt jo som det kan forventes med en super-hyper-schæferhvalp i sin bedste alder. Han er en lømmel - men en rigtig glad lømmel.
Og når han er glad, så er vi jo glade - og omvendt :o)